lørdag den 8. december 2007

Efter Nuuk

Skrevet lørdag-søndag:

Jeg er vist ikke særligt god til at holde hvad jeg lover. Sagde sidst at jeg ville prøve at opdatere lidt oftere, og nu er der bare gået rigtig lang tid siden jeg sidst har skrevet. Om en halv times tid skal jeg til fødselsdags-/afskedsfest for Lotte, men nu vil jeg prøve at komme i gang med at skrive lidt inden da.

Jeg er kommet hjem fra Nuuk her til formiddag, lørdag. Det endte med at vi skulle afsted allesammen fra skolen, på kurset kunne vi også høre at det er sidste gang det blev afholdt i denne form, næste gang bliver det et helt andet kursus under den grønlandske gymnasiereform (som kommer 2009). Omstændighederne ville også at vi alle kom til at bo på Hotel Hans Egede, og levede i luksus, med fladskærmstv på værelserne, egne værelser, selvom der stod to senge derinde, og i det hele taget en god pleje... Der er nu et eller andet særligt ved at ens værelse er rent, ens seng er redt, uden at man selv skal løfte en finger.

Kurset var rimelig hårdt. Vi arbejdede hver dag fra 9-17, og kunne alle sammen let sætte os ind i vore elevers træthed til daglig. Man var ret kvæstet i hovedet efter en lang dag!! Men der var nu også en masse spændende ting ved kurset. Det var rart at høre noget didaktik og noget pædagogik, og det var inspirerende. Jeg skal godt nok kæmpe for at lave om på en masse ting... Andre ting gør jeg allerede, men fik måske bare et sprog for hvad jeg gør. Det bliver spændende, men her til at begynde med bliver det også noget af et hestearbejde.

Byen Nuuk var også spændende at se. Det er noget helt andet end Aasiaat. Det var lidt ligesom at blive akklimatiseret lidt inden jeg kommer hjem til Danmark til jul. Byen minder meget mere om en dansk byen. Der sker meget mere, flere muligheder, og mere travlhed. Det var godt nok også dyrt at være afsted. At være ude og at spise hver aften er ikke for småbørn... Jeg håber vi får nogle kostpenge til at dække det ind der blev spist for...

Da vi ankom startede vi med at spise brunch i kulturhuset, og var bagefter ude at gå en tur - forbi gymnasiet, og ned omkring havet. Vi så julemandens postkasse. Kæmpestor var den. Det var ikke sådan lige til at finde et sted at smide brevene ind?! Bagefter gik vi på nationalmuseet, og gik rundt der. Det er ikke særligt stort, så vi så en lille sal med malerier, en med sten, en med klædedragter, og en med en flok berømte mumier (blandt andet et lille barn). Ret hurtigt overstået, men det var da spændende nok at se. Så tog vi os en løbetur i byen, Kasper og Jesper og jeg. Om aftenen gik vi på Thai-restaurant, og bagefter gik jeg en lille rundtur med Jesper og Kasper for at se hvor der skete noget... Vi kunne ikke finde nogle steder...

Søndag var fuld af aktiviteter. Først var vi i svømmehallen, rigtig sjovt, og rigtig fedt at være i vandet, så var vi oppe på øverste etage - sky line bar, hvor vi blev optaget til "En julehilsen fra Grønland" (der kommer d. 20. december i Danmark). Jeg er alligevel lidt af en kameralus... Var jo også i TV da jeg var i Tjekkiet for et par år siden. Bagefter spiste vi kage i kulturhuset - og mødtes med nogle fra Nuuk, og så gik vi først hen for at se juletræstænding (julemanden tændte), og bagefter var vi på julemarked i den store sportshal. Om aftenen spiste vi på A Hereford Beefstouw, som ligger øverst i hotellet. Det var rart at spise et godt stykke kød... Men måske lidt fjollet at vi ikke prøvede noget mere lokalt end en bøfkæde...


Mandag startede kurset så. og fortsatte til og med torsdag. Vi lærte så mange ting, havde så meget teori, at det ville være lidt voldsomt at skrive om altsammen. Det var både spændende, men også ret hårdt. Vi havde 5 dages program klemt sammen på 4 lange dage. Jeg var virkelig baldret hver aften. Vi var også ude og spise alle aftner. Der var ligesom ikke så meget andet vi kunne gøre. Vi prøvede flere hyggelige steder, og en enkelt grillbar der var lidt snusket, og som jeg fik lidt ondt i mavsen af at spise på. Tirsdag var vi igen i svømmehallen efter vores kursus. Det var godt at komme ud og få rørt sig efter en lang dag på skolebænken. Jeg sad også lidt uroligt på stolen til sidst... I det hele taget må jeg sige at jeg af og til godt forstår vores elevers urolighed. Det er lang tid at sidde en hel dag og skulle følge med... Men sig det endelig ikke til nogen...

Onsdag aften var jeg ude og gå en god lang aftentur med Maja. Vi kom rundt og så nogle af de forskellige dele af byen, og det var rart at slippe væk fra hele tiden at skulle lave noget allesammen samlet. Bagefter spillede vi kort med Jesper og Kasper og Nicolai på mit værelse. Vi skulle egentlig have set grønlandsk film, men det blev bare lidt sent i forhold til det.

Torsdag var vi ude og spise de fleste lærere fra kurset. Det var hyggeligt, men jeg var nu alligevel så smadret at jeg gik tilbage efter vi havde spist, da nogle af de andre gik i byen. Det var vist meget godt, jeg var ret klatøjet.

Fredag havde vi dagen fri. De fleste af os (alle fra Aasiaat, pånær Maja der skulle hjem fredag morgen) tog ud til naturinstituttet, og blev vist rundt af en biolog som Kasper kender. Det var spændende at se. Bagefter tog Kasper og Jesper og jeg en tur ud i naturen. Vi tog op til toppen af fjeldet Lille Malene (Store Malene var lidt for høj), og tog en tur rundt om Cirkussøen, så den nye bydel (luksusbyggeri), og gik lidt ad nogle omveje tilbage til byen. Vi skiftede lidt mellem hurtig gang og løb. På fjeldsiden hvor vi gik op var det en skiløjpe... men det var bare den fjeldside hvor al sneen var blæst væk. På den anden side hvor der ikke var løjper, var der i bunkevis af sne, vi kurede ned, og det var sjovt, men lidt mærkeligt at der ikke var noget sne på skisiden?!

Vi var godt trætte da vi kom tilbage, shoppede lidt, og lagde os så ind. Om aftenen tog vi ud til et par fra kurset (som jeg også havde mødt på Grønlandskurset), og hyggede os, og spillede til sidst playstation, da en flok gik videre til koncert. Det var sjovt, men blev ret sent i betragtning af at vi skulle fra hotellet kl 6.30 næste morgen (og var hjemme kl. 1)!!

I dag har jeg været til firmafodboldturnering... Det gik nogenlunde indtil vi til sidst tabte et forsmædeligt nederlag. Vi var gået helt døde, og spillede mod en flok friske elever... Vi havde ellers slået dem tidligere, men denne gang kunne vi altså ikke. Surt!!

Inden Nuuk har jeg haft virkelig travlt - mange dage er bare gledet sammen i én stor masse... I ugerne op til kæmpede jeg med at skrive elevudtalelser og var til møder, og havde undervisning, og sport osv. Det hele gled lidt sammen i én stor masse. Om søndagen var jeg til kageklub hos Susanne og Anders, efter at jeg havde startet klubben et par uger tidligere. Jeg har holdt et par filmaftner for lidt forskellige.`

Weekenden før Susanne var jeg med Ilulissat-folkene ude i telt i naturen. Det var rigtig sjovt at være ude igen, og ret koldt, og det endte med at regne. Den eneste gang det har regnet mens jeg har været i Grønland, og så var det mens vi var ude i telt... Perfekt. Dagen efter var jeg oppe hos Maja og Casper og spise frokost, vaske tøj, og være lektiehjælper for Maja, hyggeligt.

Weekenden før det holdt jeg en meget lille mortensaften... Den bestod bare i at Maja kom ned og spiste and, hvorefter vi gik en tur i den vildeste snestorm. Ret sjovt! Jeg var oppe ved hende og vaske og stene til en film om eftermiddagen. Om fredagen havde der været fest i kantinen, og som studieturslærer var jeg også ansvarlig lærer... Jeg kom ret sent i seng, og kunne ikke rigtig sove, så jeg var ret smadret lørdag. Søndag startede jeg som sagt kageklubben, også rigtig hyggeligt. Anders, Susanne og Frank, så Tove og så Maja og Casper kom, og kagen blev rigtigt god!

Hvad har jeg ellers lavet... Jeg er begyndt at gå til "fortræning" til ski om onsdagen - hvor man får trænet hele kroppen. Jeg tror det er godt for min ryg, og det er også godt at komme ud og lave noget. Jeg er også begyndt at komme mere til grønlandsk, og efter fortræningen læser jeg lektier sammen med nogle af de andre. Vi er godt nok lidt trætte, men det er alligevel rigtig godt at have en studiegruppe...

Og så ved jeg snart ikke hvad jeg ellers har lavet... Men som jeg sagde sidst, har mine dage også nu her været fyldt til randen med aktiviteter! Nåjo, jeg købte en vaskemaskine (brugt) sidste fredag. ret vanskeligt... og nu kæmper jeg så med at ledningerne ikke er lange nok, så jeg ikke kan sætte den til endnu... jeg må prøve at se hvad jeg kan gøre...

Resultatet af det er at jeg igen er fattig som en kirkemus... Alle de udgifter, alle de udgifter... nå, det hører måske med.

Jeg garanterer ikke for noget, men jeg skal nok prøve at se om jeg får skrevet igen inden jeg tager på Danmarksturne til jul.

1 kommentar:

Anonym sagde ...

Ja, formentlig sa det er