Efterårsferie i Ilulissat

Så er jeg kommet hjem fra Ilulissat og fra mit isfjordsbesøg. Flere af jer har kommenteret at mine bybilleder fra Aasiaat ligner Grønland som I har forestillet jer. I min lille ferie synes jeg at jeg har oplevet den del af Grønland som manglede i ligningen: Is, og atter is. Jeg er virkelig glad for at jeg kom afsted på turen. Jeg havde masser af gode oplevelser og store eventyr...

Vi tog afsted tirsdag eftermiddag. Gik herfra kl. 16.45 og sejlede kl. 17.30 sammen med Kasper, Jesper, Nicolai, Lotte og hendes kæreste Anders. Båden mindede mest af alt om en bus på havet. Ikke særlig stor, men meget hyggelig.

Jesper og Kasper er kollegielærere, og vant til at spise kl. 17.30, så vi startede mere eller mindre vores tur med at spise aftensmad. Det vil sige, jeg startede med at spise noget af den frugt jeg havde med. Jeg havde, distræt som jeg er, glemt at smøre madpakke. Bagefter gik vi op for at se på havet. Det begyndte så småt at blive mørkt mens vi stod deroppe. Det meste af resten af turen foregik med at spille kort, Olsen og Røvhul, mens vi spiste slik. Da vi nærmede os Ilulisat og land igen, var klokken blevet henved 23.30, og der var mørkt over havet. Vi kunne så småt skimte nogle af de kolossale isbjerge der lå ved indsejlingen, men kunne ikke se dem tydeligt. Vi glædede os allerede da til at sejle tilbage i fuldt dagslys - til at have et mere klart blik udover isbjergene.

Vi blev mødt i havnen af Adam, elev på skolen sidste år, og venner med Kasper. Han ville lige ned og hilse på da vi kom. Derfra gik vi op til vandrerhjemmet. Et ret skørt og skævt sted. Sejladsen over havde været rolig, men selve vandrerhjemmet var lige til at blive søsyg af. Gulvet var vindt og skævt. Som jeg sad i spisestuen, kunne jeg næsten føle tyngdekraften trække mig tilbage i stolen... Vi havde ellers stort set stedet for os selv, og sad og snakkede lidt, inden vi var klar til at gå i seng.

Onsdag var store vandredag. Om morgenen gjorde vi os klar til turen, pakkede vores ting og meldte vores ankomst til stedets bestyrer. Vi prøvede også at melde vores afgang igen. Vi havde, som jeg vist har nævnt, aftalt at vi ville sove i telt onsdag, og torsdag skulle Jesper og jeg sove på Hotel Icefiord. Det gik dog ikke helt som planlagt. I første omgang skulle vi have betalt for den nat vi ikke sov på vandrerhjemmet, men det endte med at vi som kompromis opgav hotellet og luksusen, og vendte tilbage til den sidste nat. Ærgerligt... Men på den anden side sparede vi ca. 250 kr. (eller i værste fald 500 kr.) hver... Efter lidt møje og besvær med at få kompromisset på plads, og med at få kommunikeret klart med den tyske ejer, tog vi afsted ud i fjeldene og ud til isfjorden. Vi startede med at følge den længste afmærkede rute, den blå rute, hvor vi allesammen fulgtes ad.

Efter at have fulgt den et stykke vej, og efter at have spist frokost sammen med udsigt over fjorden, smukt men koldt, skiltes vore veje. Lotte og Anders gik tilbage mod byen, hvor de skulle overnatte ved en elev fra skolen og hendes mor, og vi andre fortsatte vores tur ud i naturen, ud over klipper og kløfter. Nogle steder var lidt ufremkommelige. Et sted var vi vist ikke kommet videre, hvis ikke vi havde arbejdet sammen om det. Vi kom til en klippeskråning som vi var nødt til at klatre nedad, og fandt hurtigt ud af at vi måtte skiftes til at klatre og til at løfte rygsækken ned. Man kunne simpelthen ikke komme sikkert ned med fuld oppakning. Vi forlod den afmærkede rute, og fulgte i stedet kortet hen til et af højdepunkterne - der stadig lå nogenlunde tæt på ruten.

Der satte vi telt op. Vi fandt en vej op til det første - og derefter det andet - plateau på bjerget, og ledte efter et godt sted til teltet. Vi endte med at finde et sted lige foran en klippeblok i ly for den tiltagende vind, og med en smuk udsigt over isfjorden. Vi slog teltet op og fandt nogle tunge sten til at sikre det. Det var lige ved at flyve væk mens vi satte stænger i teltet. Det lykkedes dog til sidst at få det sat op. Vi fik lidt chokolade og lidt vand, og Kasper og Nicolai prøvede at varme deres tæer - de havde kun sko på og deres fødder var våde og kolde.

Så besluttede vi os for at tage lidt videre på eventyr. Vi gik først helt ned til isfjorden, og så på flagerne inde ved land. Kasper er lidt af en vovehals, og han ville helt ud til kanten, og overvejede et øjeblik om man ikke kunne vove sig henover flagerne og ud på den massive isfjord. Vi fik ham nu talt fra det. Som Adam fortalte, ville det også have været ret dumt at bevæge sig derud, for selvom isen ser massiv og stille ud, bevæger den sig i virkelighed med rimelig høj fart, og man kan risikere at bryde fri og så bare kunne håbe på at isbjerget holder sig flydende - og ikke vælter rundt - indtil hjælpen kommer.

Vi gik et stykke hen ved bunden af bjerget ud til fjorden og så på området, og gik indtil vi ikke kunne komme videre henad. Derfra gik turen op til toppen af bjerget i fuld fart, sjovt at prøve, både at være ude at klatre, og at prøve at få overblik over hvordan vi kunne komme op til toppen uden at falde ned igen. Bjerget var sine steder ret iset, og det var det mest urovækkende på turen - sådan en lang kuretur på isen kunne godt være lidt småfarlig... Vi nåede nu allesammen frem i god behold. Ikke fordi vi ligefrem opsøgte de værste steder heller, og heller ikke fordi det var noget Mount Everest vi var oppe på, men nogle steder var glattere og nogle stejlere end andre, og det blæste efterhånden lidt, så det gav lidt ekstra spænding. Da vi nåede toppen, opdagede vi en lidt højere top lige ved siden af, så den måtte vi også op på...

Derfra gik turen med fuld fart ned til vores lejr. Vi havde ikke fået aftensmad endnu, og vi var nu kommet langt over den normale spisetid for Kasper og Jesper... Vi satte fart på, løb over klipperne, kurede lidt når vi ikke kunne undgå det, og kunne så ellers sætte gang i tranchiaen... Menuen stod på ris, chilibønner og kyllingepølser. Der er nu engang noget særligt ved teltmad. Vi følte os næsten som polarforskere... Efter en lang tur smagte maden rigtig godt, og der var temmelig koldt i teltet, så polarforskere passer nok meget godt...

Vi var færdig med at spise klokken 20, og da var der allerede mørkt, så vi kom ikke rigtig ud af teltet igen, kun når det var nødvendigt, og et kort ophold for at strække ben og se på stjerner. Som I kan forestille jer, var der ikke noget bylys til at forstyrre vores udsigt. Vejret var klart, og himmelen var fyldt med stjerner. Desværre så vi ikke nordlys, vi var vist ikke sent nok oppe. Klokken 22 gad vi ikke spille kort længere, og så kunne vi enten fortælle spøgelseshistorier eller gå i seng... Det blev den sidste af mulighederne vi valgte. Efter en lang dag med fuld oppakning var vi godt trætte - og turen havde jo heller ikke ligefrem været perfekt for min ryg, så vi - og i høj grad jeg - var ikke meget værd. Jeg havde fået krampe i benene en masse gange af at ligge sammenkrøllet i teltet i løbet af aftenen...

Heldigvis bød natten ikke på nogle kramper. Til gengæld bød den på 4 granvoksne mænd klemt godt sammen i et lille 4-personers telt. Vi lå godt nok tæt på hinanden. Jeg lå ved siden af Nicolai, den laveste af os. Og han valgte flere gange at bøje sine ben for at undgår den værste fodkulde. Hans bøjede knæ passede i foruroligende grad dog med min skridthøjde, så han var altså flere gange kun et par centimeter fra at fratage mig mine muligheder for nogensinde at blive far... Gisp... Lige hvor jeg lå, var der en stor sten hvor min ryg skulle være. Når jeg lå på siden pressede den mod min lunge. Ret ubehageligt, og jeg fik ikke sovet særlig meget. Grønland er måske heller ikke det bedste sted at slå telt op. Det er jo stort set enten klippegrund, is, eller sump. Jeg overlevede dog trods alt, og fik ind imellem ignoreret de ubehagelige liggepositioner og sovet lidt.

Næste morgen vågnede vi, fik spist morgenmad - pølser og bacon - og fik pakket sammen, og kunne så se solen begynde at skinne ud på isbjergene. Vores hjemtur bød altså på stop indimellem hvor vi så på solopgangen, og så udover fjorden. Billedet som er med i indlægget her stammer fra vores hjemtur. Vi valgte at tage et par toppe mere. Vi havde lidt tid at slå ihjel inden vi skulle være tilbage i byen... og valgte at bruge dem blandt klipper. Det var fedt at gå derude, og virkelig opleve den grønlandske natur. I Ilulissat var der faldet meget mere sne end i Aasiaat, og det var fascinerende landskaber vi så.

Vi kom hjem til vandrehjemmet, smed vores tunge oppakning og fik et hurtigt bad. Så havde vi aftalt at mødes med Lotte og Anders og Adam ved en lokal cafe. Adam ville tage os med ud at sejle i en jolle og vise os isfjorden - af to omgange... Det blev dog ikke til noget. Det var begyndt at blæse op, og vandet var temmelig uroligt. Vi skulle senere på dagen prise os lykkelige for ikke at være taget afsted. I stedet fik vi en hyggelig frokost, og bagefter tog Adam os med på Knud Rasmussen-museet. Der var egentlig entre, men han kendte hende der sad ved entreen, så vi kom gratis ind, og han viste os rundt på det lille museum. Spændende at se noget om Grønlands historie og udvikling.

Bagefter skiltes vores veje, og vi tog ud for at gå i fjeldene igen. Først nåede jeg et smut forbi den lokale boghandel, Penalhuset. Rart at se nogle bøger igen... Jeg købte dog ikke noget.

Vi valgte at tage en ny rute som førte os rundt om kanten af isfjorden og langs med kysten tilbage til byen. Det var nu blæst godt op, så vi skulle ikke hoppe for højt på vores tur, hvis ikke vi ville flyve ud på et af isbjergene. Det var vildt og heftigt og sjovt at opleve Grønland når det er barsk. Vi lænede os op ad vinden, og kunne læne os så meget at vi ville have vundet enhver limbokonkurrence - så kraftigt blæste det. Fed oplevelse at stå på toppen og mærket susene, både fra vinden og fra følelsen af at der ikke skulle så meget til før vi blev blæst ned af bjergsiderne...

På vej tilbage til byen stoppede vi ved et lille indhug, hvor vi kunne se hvor voldsomt vandet slyngedes mod klipperne, og slyngede is mod klipperne. Det så helt vildt ud. Jeg håber mine billeder kunne fange bare lidt af det.

Da vi kom tilbage var vi først i Pisiffik - supermarkedet i Ilulissat var kæmpestort i forhold til det i Aasiaat. Rart at opleve lidt supermarkedscivilisation... Derefter valgte vi lidt luksus og spiste på Hotel Icefiord. Det var rigtig god mad, og vi hyggede os virkelig - og Jesper og jeg nåede at blive lidt trætte af at måtte opgive natten på hotel. Trods den vilde luksus, slap jeg med at betale 200 kr. for 3 lækre retter mad og drikkevarer. Dejlig aften! Hotellet lå lige ud til vandet, og vi kunne høre bølgerne slå ind mod klipperne, og kunne af og til se skumsprøjt på vinduerne...

Vi sov også godt den nat, og trængte vist alle til at sove i en rigtig seng, med plads til at have begge skuldre - og uden frygt for de ædlere dele...

Næste morgen, i går morges, blæste det stadig vildt, og vi vågnede op til snestorm. Vi fik spist morgenmad, pakket sammen, og kom ned til båden. Det var stadig halvmørkt, og vi kunne fornemme at vi ikke ville få en SÅ spektakulær udsigt på hjemturen - at de store oplagte fotomuligheder ikke ville byde sig. Det første lange stykke tid sad vi oppe på dækket. Fuldstændig vildt. Vi blev kastet frem og tilbage, og jeg klamrede mig fast til redningskassen, og satte mit ben i klemme mod rælingen, for ikke at blive kastet i vandet. Der var virkelig gang i havet, jeg var skidebange (undskyld sproget) og følte mig som en del af en katastrofefilm...

Efter at have siddet lang tid ovenpå, turde jeg ikke mere, og gik nedenunder. Adam som var med havde givet det råd at man enten skulle sidde ovenpå i den friske luft - eller at man skulle sove - så jeg valgte at lægge mig til at sove. Efter lidt tid vågnede jeg igen, bølgerne rasede stadig, vi blev kastet frem og tilbage. I den første havn blev et panel slået løs i skibet da det blev kastet af bølgerne ind mod molen... Foruroligende?!

Og så begyndte søsygen. Først kastede jeg morgenmaden op, og så kastede jeg galde op, og igen, og igen, og igen. Hver gang jeg gik fra toilettet tilbage til min plads, gik det kun et par minutter, så måtte jeg ud på toilettet igen. Til sidst valgte jeg bare at blive siddende... Jeg var værst ramt på båden, kunne slet ikke tåle det. Sad ind imellem opkastningerne og var så udmattet at jeg bare havde lyst til at sove. Jeg var helt ødelagt. Turen tog 6½ time, og først de sidste 3 kvarter var vandet så roligt at jeg kunne sætte mig ind til de andre igen... Jeg bliver helt svimmel nu igen bare af at tænke på det - no kidding!

Jeg har ikke lige lyst til at tage den tur igen foreløbig, selvom selve turen derovre var en helt fantastisk oplevelse. Hvis I kommer over og besøger mig (det håber jeg I får råd til!!), vil jeg meget gerne tage jer derop og vise jer hvor utroligt flot der er! Men måske kan vi flyve derop??!

Da jeg kom hjem, kom Maja forbi, hun havde lige tid til at komme på besøg, inden hun i morges tog videre til endnu et kursus, nede i Nuuk. Hun havde købt ind til aftensmad, og efter vi havde hyggesnakket lidt, lavede vi aftensmad (hun lavede mest, for jeg var stadig temmelig ødelagt efter sejlturen), og så kom Casper, hendes kæreste, forbi (ja, der er 2 der hedder Kasper (kollega) og Casper) og vi spiste sammen, og hyggede os.

Maja var ved at blive syg selv, og jeg var også helt væk - verden gyngede stadig, så de blev til klokken 21 og tog så hjem for at få sovet ud (og lade mig sove ud). Det var nu rigtig godt at få noget mad ned, og rigtig sødt af Maja at komme og lave mad, og jeg var meget glad for at de kom forbi. Det er måske nok hende og dem jeg kan bedst med heroppe - har jeg vist også sagt før... Så jeg glæder mig til hun kommer tilbage fra dette kursus, og bliver en del af hverdagen på skolen igen.

I dag har jeg indtil videre bare været kvæstet. Min grønlandske nabo kom forbi for at hilse på. Han har været her en gang tidligere. Han har begge gange været lidt fuld, men bortset fra det er han nu meget venlig... Han kom forbi, fordi han meget gerne vil have at jeg skal føle mig godt taget imod.

I aften skal jeg ned til Jesper sammen med de andre fra turen, og så skal vi se billeder. Nicolai tog ca. 600 billeder, så jeg håber ikke vi skal se ALLE billederne fra turen. Som Kasper sagde, så kunne man vist ret præcist gengive hvert øjeblik fra vores tur, hvis man lagde alle vores billeder sammen - de kunne udgøre en slags tegneserie over turen...

Ja, det blev et langt indlæg, men det har også været en begivenhedsrig tur... Jeg håber at billedet kan give bare en antydning af hvor smukt det har været... På tirsdag starter skolen igen, og så skal jeg atter til at vænne mig til hverdag... Godt jeg har et par dage til at forberede mig, og til at fordøje de mange indtryk!!